Disko

Figursyede siluetter snoer sig i den tætte luft,
hænder halser efter hofter,
svedig hud for sminken til at skinne i de kulørte lys.
Bassen bygger op og eskalerer ind i en ensformig rytme, 
blitzen bringer brudstykker af bekymringsløse bevægelser, 
mindre fornøjelige anekdoter dækkes i den kunstige røg.
Blikke flakker forvildet mens ubuden befamlelse finder sted. 
En syrlig blanding af promille, parfume og sved står i øjnene,
fremtrædende blodbaner og anmassende attituder bryder takten, 
testosteron triumferer på de klistrede gulve,
kulminerer i aggressive impulser.
Sirener synger mod den første morgensol.  

ny

Så befriende det kan være at være fremmed,
omgivet af uvidenhed,
fri fra gårsdagens dogmer,
og de definerende bedrifter. 

Fremmed i din egen krop,
hvor anonymiteten kun begrænses af dit ansigts karakteristika.

Langsomt overværer du lærredet,
mens motives med titlen "mig" udfolder sig.

Abstrakt kunst med bløde konturer.

Konstraster tegnes op for en stund, 
udvaskes i takt med flere farver indfinder sig. 

Overskyet

Der kommer sådan et tomrum, 
når trivialiteten åbenbarer sig for dig,.

Den dag regnen slår mod ruden,
og du ikke kan lade solens stråler udfylde de tomme huller i din bevidsthed.

Her hvor idéen og fantasien syner væk,
her vækkes tungsind og ensomhed. 

Under det tætte tæppe af vand og damp,
afvæbnes sindet drømme og drifter.

De syndige sanser kompenserer for den udeblivende ageren,
hæmmer de ængstelige impulser,
forcerer dårligdomme og fallerede kroppe.

Undskylder selvet med syndens forladelse,
og frygten for det evige liv. 

Fluen

Mit bryst agerer som fluen i et glas,
hamrer fra den ene yderlighed til den anden,
evig urolig, fra opløftet til opgivende og om igen.
Fluen falder om for en stund,
stønner i den sparsomme luft,
som havde det store tomme glas taget kvælertag,
som havde stilheden sprængt fluens trommehinder,
angsten gør fluens flugtforsøget fejlagtigt,
kræften fra de spinkle ben spredes mod alle kanter.

.......
En klirren bryder lyden af vingesitren som glasset splintrer,
En stormflod af frisk og fri luft lammer fluen på bordet.
  

Skælvende i selvet

Ophobning af uro,
gør rådvild,
vildleder lemmerne,
som intet stemmer,
afprøves alle strenge,
igen og igen.

Opsøger ansigter,
afventer indtryk,
afventer udfald,
henfalder i gamle vaner,
bange anelser brager i blodet,
størkner udenpå tøjet,
tørres af i kaffeaftaler.

Aflastes online til fåmælt respons,
relationer synes belastet af ærligheden,
ængstelighed dannes herved,
overtager samtale med overdreven interesse,
selvet snurrer søgende om sig selv.

Valg

Ungdommens evige frembrusen har sat i bakgear,
knuger efter varetagelsen i et fåtal af valg,
friheden florerer i forgrunden,
i al forundring over fremtidens komparative paradokser.
Værdivægte svajer i vinden for at vinde sindet selvsikkerhed,
mavefornemmelser verbaliseres på bedste vis,
vurderes efter overensstemmelse med fakta og omgivende fornemmelser,
argumenter understøttes nøje i abstrakt øjenhøjde,
delkonklusioner noteres netop som nye sandheder hæver sig over handlingen,
skematisk skepsis snakker sig frem til pragmatik,
og mens uret tikker stikker fornuften med følelsen ud bag de tilrøgede ruder
der syder i vintervuggens dulmende dråber.

Hovmod

Jeg skal blive væk fra det,
Jeres tryghedsmanier,
Hvor det kvalmer mig med jeres kærlighed og kernefamilier,
Jeg kan klare mig selv,
Selveste hende her,
Hader af selvmedlidenhed og rytter af hjertets hovmodighed.
I skal ikke fortælle mig hvad lykke er,
Jeg smækker døren bag mig,
ha,
Den der ler sidst ler bedst og jeg behøves ingen backup.
Mit bagland er lagt i lava grav og den der græder er bange for sig selv.
Nu sidder jeg her,
så kan I ha det, ha!
Næsten synd I ikke kan se hvor skønt det er,
ja, jeg har bare det hele for mig selv. Selv. Selv.
selve, helve, helvede.

Den anden søvn

Kaffe,
min endeløse energi,
enden på dagen ved sofaen med sødmælk og sukker, 
mild morgenrutine i halve og hele krus alle steder i husets rum,
mine energifyldte eftermiddage med altid nye fortolkninger i dets udtryk,
mere eller mindre substans og glas mens cremen øjeblikket skummer af,
min lille sorte til at rive nerverne af før aftenen krummer mine trippende tæer,
min koncentrationstyv i klasselokalet, 
min sædvanlige vellyst og velkendt forløsning i ønskekoppen,
den der gør mig sengeliggende søndag og sippes,
og slubres og slukker for verden i morgen, 
min dårlige bismag,
min skælven i besiddelse af alt for meget af dig i mit nervesystem, 
til tider skærer jeg ned, 
men vi ved vi tager aldrig afsked.
 

Volt

En bølgende karavane gør en farvestrålende honnør i det den hejser sine faner,Morgenen kniber øjne, Nøgne numser nyder solens kys efter nattens skæve udskejelser,
Smørret smil på sidemakkeren, Tørre host og hvide dunke til dunkende hoveder,
Halvvejs gennem dagen gentages dåsedansen med tun og tequila, Stemmerne gør gruelige anstrengelser for at efterkomme kendtes vokaler,
senere svæver sneakers og gummistøvler til orange-trance og transcendere ind i en anden verden, 
valfarter til volumens vakuum,
der binder bassen til brystet og ryster på røven.

seks sanser

Bløde ben med solkyssede knæ kaster kroppen rundt foran mig,
bare tæer og tre-trins takter tripper triumferende,
fingrenes fagter fanger mit blik og jeg blotter mit begær i din barm,
rødblussede kinder krymper sig i en kysmund og mumler medrivende memento mori i mit øre,
klæderne kryber sig om underkroppen og indlogere sig i midten af vrikkende vigør,
sprukne læber leger med min lillefinger mens hånden falder om livet og lister sig sydligt,
ydmygt imødekommer hånden underlivet og en underlig summen lader blodet cirkulere gennem venerne og vender mine indvolde i vidunderlig følelse af eftergivenhed i den volumenøse himmel jeg henkaster sanserne i.

Fra sættekassen

Skumrings tid og sødmefuld forårs sol, 
stadig bider blæsten i de støvede stunder af is og dis der fortier formiddagen.
I en vindstille varme vikler velviljen vanter og vinterjakker af vores vage legemer,
som havde man holdt vejret lidt for længe.
 hoveder halser mod de mindste blå himmelstrøg, 
strømninger af dagdrømme fra dasedage i hedens bekymringsløse bedøvelse. 

I paradisets have

Vi havde det så godt i paradisets have, 
der var vi tidsløse for hinanden,
vi indåndede lidenskabeligt luften fra visdommens træ,
uvidende og fulde af forventning byggede vi vores virkeligheder op,
vi var nøgne og nysgerrige, 
og alligevel var vi som venner fra en uendelig verden, 
men det fremmede fristede og smagen af dagen hvor tanker blev til tale, 
ord blev til ansigter og verdenen blev virkelig. 

Vi havde det så godt i paradisets have, 
men nu kan vi ikke finde tilbage til den, 
blottet for begges begær, 
begravede vi den ubalance vi ænsede ville opstå. 

Vi havde det så godt i paradisets have, 
men nu er jeg her alene, 
efterladt med alle minder om dit væsen og mest af alt efterladt af en ven. 

Vi havde det så godt i paradisets have
men jeg håber du har det bedre nu,
nu hvor du ikke behøves at flygte fra din færden,
nu hvor du har plads i din rodløse verden,
nu hvor vi begge har erkendt vi aldrig kan helbrede smerten.

Ny munkegade i den blå dør

Det var min første gade,

Det var min dør tyve vintre senere,

Bladene falder for mit vindue samme tid hvert år,

Radiatoren messer og sender en duft af brændt støv ud i stuen, 

Stempelkandekaffeduft og min mor der daffer rundt i morgenkåben fra Marokko,

Skolebørn råber på gaden om dagen og studenterne råber på gaden om natten,

Siden jeg var et år har jeg haft fem kaniner, fire hamstre, et marsvin og en hund,

Siden jeg var fjorten har der været tre jeg virkelig elskede og en elsker jeg endnu,

Siden jeg var fem har jeg gået i skole i fjorten år og altid kunne gå fra den blå dør,

Siden jeg var to har jeg ville været ældre en min alder og nu er jeg for gammel,

Siden jeg var sytten år og første g’er har jeg sagt at de bare skulle kalde mig Lin,

Jeg bor i den blå dør der smækker så det runger hvis du ikke holder den, 

Hullet og beboerhuset står endnu selvom det skulle have været væk,

Min overbo er flyttet ligesom min søster,

Lyset er stadig det bedste her,

Mor har morgensol,

Jeg har aftensol.

undskyld, jeg har haft travlt.

Jeg nipper vinen af dine læber
de klæber mod mine sitrende kæber og krop,
ligesom lysten lokker,
ligesom livet griber mig,
som en udåndet gnu under gribbe,
rippes jeg for talrige timer,
opgaver limer sig til tilværelsen
og evigheden i værelset er endelig endt i søvnløse nætter,
tæt med tøjvask og tekopper, fletter der sig et reb om min ro, 
i mørket hvor rumsteren fra mit underbevidste ufuldkommenhed
vander min krop i koldsved, den spræller og spjætter,
alarmen tikker og vækker mit hvileløse legeme,
gid det endnu var dit lem mod mit haleben,
en fast arm om barmen og jeg kunne glemme det hele. 

Undskyld til EU

Daglige bønfald om donationer,

Kulminationer af togtrafik og flygtningepolitik,

Feje er dem der fastholder forbehold,

Holder sig hævet som en hellig nation,

Nationalistisk snæversynethed henkaster Danmark i had,

I skal føde flere børn men lad ej flygtninge flytte hertil,  

Tillad racerekruttering og rene, vanærede værdier,

Måske jeg skulle være den næste der flygter.

Gennem megafon og Facebook,

Flasker sig et fremmedvenlig flertal,

Flest er vi der vil verden og værner om hver anden,

Dannebro var døden nær uden omverden,

Måske hver dansker skulle anerkende ankomsten,

og komme vores højre-handicappet til livs. 

Hittegods

Jeg har lige tabt mine telefon i toilettet,
totusinde kroner fra ny,
min nyeste cigaretter har regnet taget,
resten af min kaffe er tabt på gulvet,
og hullet i min jakke er blevet større,
min første løn er blevet væk,
mit vækkeur vækkede kun min hund,
og derfor forsvandt trehundrede kroner fra min pung,
jeg har venner der aldrig vender sig imod mig.

Da jeg skulle spise morgenmad,
advarede vejret om skybrud,
naboen havde indbrud og tre skud blev affyret i nat, 
jeg tabte æblerne ved kassen,
nu er de kasseret og suspenderet som de 1000 ansatte ved Lundbeck-boss.
ved hegnet til Makedonien er nu 500 mænd og kvinder frasorteret,
Jeg har en kæreste der elsker mig.

Jeg har en ekstraknogle i knæet,
men det er skinnebenet der gør ondt når jeg løber,
mine fødder er allerede ødelagt og flade,
flere flygtninge frygter at sulte ihjel,
i Kina lærer toårige tabeller,
det er ikke din kunnen men karakter der tæller,
jeg har lige fået en ny cykel gratis. 

sådan som man sover søvnløs

Så MANGE timer jeg har spenderet på bommuldsbetrækket
med en svag smag af BRÆK i munden,
en tør, svedig fornemmelse i huden som jeg væmmes ved,
ønsker mig ud af egen krop,
hvor alt KAOS kæntrer og verden venter
til mit legeme har hvilet ud.

VÆRST er weekenden,
ikke blot de turbulente studenter,
slagsange og slavevodka,
men den ukuelige uro,
der holder hele SYSTEMET i alarmberedskab,
bereder sig på at skulle afsted,
til lige der hvor nogen er og hvor man intet misser,
smøger, sminke og sladder,
samme aften i nye kulisser.

NÅR det så endelig ender,
når natten trænger sig ind i mine øjne,
da sover jeg TUNGT og i drømme er vi fabeldyrets BØRN,
i drømme er vi så NØGNE.

Inspo emneord

Inspo emneord, 
skeletudskårne skikkelser,
udfylder fotoets fire kanter, 
kan man få nok mon? 
Mennesker, mad, mode, 
modeller for en verden vi anfægter og effektueres af
så meget at mediets meddelelser fylder mere end de minder vi deler i dagligdagen. 
Filtreret fra grums og grimheder, 
hæver vi os over hindanden, 
holder papkruset på mini med dobbelt op til linsen, 
før den daglige dosis kan nydes må vi frydes over tommelfingerfanen med et flercifret beløb. 
Bedst som bordet var belejret, 
bad man om bredsmil, 
i bønnen om besværet med anbringelsen af fotogene fødevarer opfanger flere følgere,
stalker i stenerstadiet,
glaner over det glansbillede gram giver,
følelsen fordufter hvis ikke fotoet følger med,
øjeblikket for øjeblikket skyld er skyldet ud med sødmælk og samværet.

Hvor er sommeren sendt hen?

Timedans i tordenvejr,
tegner trivielle ansigter,
tegner frugtskåle, tegner øjne, dyrepoter,
genkalder min bardoms anekdoter,
den sidste slurk er gennemblødt grums,
mus rumsterer under terassen,
nu raser stormen for en stund, 
du blunder under kobberlampen,
alt imens dampen fra endnu en kande
sender vand i loftet,
jeg lover at skære ned som du dikterer, 
men én bringer flere,
mere til mig mens du sover,
som jeg skimter solen mellem skyerne,
sov bare, jeg ryger én mellem byerne. 

Dansk Folkeparti

Sådan som I går og bryster jer over jeres tryghed,

sådan som I ikke tager ansvar for jeres frihed, 

denne moralske fejhed I kalder Danmarks selvstændighed,

den kalder andre snæversynet vanvid.

I er vi, 

og alle andre er dem der ikke må være her,

da ville jeg leve i en verden udenfor,

sammen med alt andet end I står for,

mangfoldigheden er i forfald, 

med lad den falde i favnen af fordomsfri fingre,

føre vejen for et farverigt folkefærd, 

alle dem er mig og mange flere, 

fri os fra dette fædrelandsblasfemi!  

Jeg ved IKKE hvad jeg virkelig vil

Tohundrede dage i tre år er tilbragt og tilendebragt,

alt jeg ved om verden er hvornår man viser viden hvis beviset skal vægte,

vægrende udvikler hver student sig til stratetiske stræbere, 

udtaler det åbenlyse for at understrege tilstedeværelse, 

sprogets spiritualitet spræller modvilligt mens fantasien fallerer,

tekst antastet af analyser og afholder handlingens helhed fra at indsluse individet, 

værst af alt skal vi agere ærbare og innovative 

men traveren om fremtidstanker italesættes af tilhørende,

automatpiloten parkerer potentielle partier, 

kopieret cover om egen karriere  tilslører tvivl og uvidenhed om virkeligheden, 

jeg ved ikke hvad jeg virkelig vil, 

jeg ved jeg vil vriste mig videre,

vise min viden udenom voteringer,

volde mig selv besvær med ærlighed og ændre erkendelsen om valutaens vigtighed.

Jeg ved ikke hvad jeg virkelig gerne vil. 

Den sidste

En underlig erindring rekonstrueres i mindet,

omringet af unge med milde promiller og papir i hånden,

ånder enten lettet ud eller udsender sin vrede og virkelighedens tilfældige udfald,

falder over flasker på bekostning af berusede ben,

én fortæller om sin trængsel, 

én fortæller om en indfriet længsel,

længe ventede minutter slutter og rummet rømmes mens strømmen styrer mod hver sin vært for en stund,

hen under denne underlige aften ankommer alle atter,

latter og lystige luner åbner for tre års tilbagehold,

oplevelser leveres og returneres mellem munde,

næsten underfundigt undlader vi onde ord og dramatiske tendenser, 

tænkt hvis tiden havde været tom for fordomme og fiktive fortolkninger om hver mands væsen,

æstetiske trompettoner triumferer i takt med mørket melder sig,

segner stille i sindet til kroppen kræver min kapiutulation. 

Gadefest

En massiv masse af mennesker,

maser mod mig,

malplaceret i mangfoldigeden,

mens jeg mundaflæser mimikken fra dine forstummede ord,

mister jeg meningen med musiken omkring mig,

mister toldmodigheden med tankeløse tøsers tobak og trasken på mig,

mister kontrollen med kæften og kræfterne i mig.

Giver efter for denne eskalerede egocentrisme 

mangfoldig er folkets forkastede fælleskab, 

fobiske fængsler fæstner sig om fuldskaben,

fugtige fingre favner mine og trækker mig trodsigt mellem tusinde

til lyden er let og luften atter leverer ilt i mine lunger. 

Verbal indoktrinering

Uforståelige abstrakter udfolder sig på papiret,
prøver at simplificere det skrevne,
kompliceret af et ekspanderede ordforråd,
undren over hvordan disse ord kan være mine egne,
eger endnu ikke retten til egen fortolkning,
retningslinjer og regler tynger mig når jeg skriver,
tynger mig når jeg taler, 
mit talesprog falmer, mumlende og malplaceret,
planter sig analytiske termer og fjerner
fokus fra det faktiske,
sandt siges alt det rigtige,
næppe det virkelig vigtige,
tag mig til Tibet og fratag mig min tunge
til ord endelig oprinder i ærligt ophav. 

Aldrig nok i nogen

En summen af spekulationer spreder sig over byen,

som sort sol der skygger for solen,

og lader forbifarende fugle af fakta forstyrre fornuften.

Vores virkelige væsen hvisker de værste selverkendelser i sindet,

ængsteligheden efter ærlighed hvæses væk, 

I stedet spejder vi efter relaterebare realiteter,

tidens relationer kræver ræsonnementer for erotiske reaktioner, 

øjets nøgne notifikation negligeres under normativ nyttetækning,  

blindet af indbildninger om baggrundens betydning,

beskedne bestræbelser banaliseres.

Alle vi potentielle præsidenter må præstere, 

efterstræbe almagt og anerkendelse, 

lade kontoen kvittere for vores en fej samvittighedsfornemmelse. 

Endnu er det aldrig for sent at forandre fremtiden

dog undskylder jeg mit underbevidstes utopiske tankegang. 

tarveligt tv

På tooghalvtredstommer taler tv-værten verdens tendenser,

ænser vaklende værdier og rutine retorik,

på mute efterligner jeg denne intetsigende mimik,

etisk forfalder folder sig ud allesteds,

sendetiden går videre til vejret og varsler vandfyldte vindstød,

Bornholm holdes hellig,

ulvetimen er ovre og alle organer er overladt til statsstøttet stimulans,

et tocifret antal timer for antenne alteret er hvad almuen ugentligt indtager. 

samtlige synsforstyrrelser signalerer sansernes søvnbehov,

Natasha Krone nikker fornøjet idet jeg trykker godnat. 

Fremtidsfiksering og nutids nihilisme

Systematiske overflade forstyrrelser
indikerer blodsmusklens banken under blød bomuld.
Fremtidsfikseringer bliver alt overskyggende,
skærmer for nutidens nytte,
afventer virkeligheden som den venter
for enden af vejen er verden,
vægtskålen viser hverdagens banalbelastning
halser efter afleveringer, gøremål, karakterjusteringer
tre års terpen og travlhed
henfalder til tankens tomhed,
et opbrugt bidrag,
angrer sin utilstrækkelighed,
indre intellektuel strejke,
udviser ydre ynk, 
præstationens pligt tilslører privilegiet.
Bruger nu pusterumspauser,
til at aflejre min afmagt, 
atter en dag 
endnu en morgen 

Sortseere ser sjældent solen i syden

Som et utålmodigt spædbarn vræler vækkeruret vedvarende

til jeg vågner og afvæbner hverdagens sit våben,

åbne øjne ligger endnu og overvejer selvoverbevisende løgne og de faktiske følger af mit fysiske fravær,

ærligheden griber mig om anklerne og stræberbarnet stabler sine ben, en efter en, 

brusebadets stråler varmer som en vinter sol der efter et øjeblik kryber om bag skyerne, og nu skylder iskoldt vand ned over mine lemmer og minder mig om at jeg ikke er ene om vandet i verden.

Som tunge træsko trasker timerne tungsindigt afsted,

æder indholdet af alting og ingenting huskes helt,

henfalder til tidsspilde i form af tilfældige tanker og ufærdige tegninger, 

omkring hænger kendte ansigter over kateterne,

enten kastreret af kommercielle kostråd,

eller overladt til euforiserede eftergivenheder.

Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen.