Mit bryst agerer som fluen i et glas,
hamrer fra den ene yderlighed til den anden,
evig urolig, fra opløftet til opgivende og om igen.
Fluen falder om for en stund,
stønner i den sparsomme luft,
som havde det store tomme glas taget kvælertag,
som havde stilheden sprængt fluens trommehinder,
angsten gør fluens flugtforsøget fejlagtigt,
kræften fra de spinkle ben spredes mod alle kanter.
.......
En klirren bryder lyden af vingesitren som glasset splintrer,
En stormflod af frisk og fri luft lammer fluen på bordet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar