I paradisets have

Vi havde det så godt i paradisets have, 
der var vi tidsløse for hinanden,
vi indåndede lidenskabeligt luften fra visdommens træ,
uvidende og fulde af forventning byggede vi vores virkeligheder op,
vi var nøgne og nysgerrige, 
og alligevel var vi som venner fra en uendelig verden, 
men det fremmede fristede og smagen af dagen hvor tanker blev til tale, 
ord blev til ansigter og verdenen blev virkelig. 

Vi havde det så godt i paradisets have, 
men nu kan vi ikke finde tilbage til den, 
blottet for begges begær, 
begravede vi den ubalance vi ænsede ville opstå. 

Vi havde det så godt i paradisets have, 
men nu er jeg her alene, 
efterladt med alle minder om dit væsen og mest af alt efterladt af en ven. 

Vi havde det så godt i paradisets have
men jeg håber du har det bedre nu,
nu hvor du ikke behøves at flygte fra din færden,
nu hvor du har plads i din rodløse verden,
nu hvor vi begge har erkendt vi aldrig kan helbrede smerten.