Sortseere ser sjældent solen i syden

Som et utålmodigt spædbarn vræler vækkeruret vedvarende

til jeg vågner og afvæbner hverdagens sit våben,

åbne øjne ligger endnu og overvejer selvoverbevisende løgne og de faktiske følger af mit fysiske fravær,

ærligheden griber mig om anklerne og stræberbarnet stabler sine ben, en efter en, 

brusebadets stråler varmer som en vinter sol der efter et øjeblik kryber om bag skyerne, og nu skylder iskoldt vand ned over mine lemmer og minder mig om at jeg ikke er ene om vandet i verden.

Som tunge træsko trasker timerne tungsindigt afsted,

æder indholdet af alting og ingenting huskes helt,

henfalder til tidsspilde i form af tilfældige tanker og ufærdige tegninger, 

omkring hænger kendte ansigter over kateterne,

enten kastreret af kommercielle kostråd,

eller overladt til euforiserede eftergivenheder.

Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen.