Kaffegrus i håndvasken,

bedøver stanken fra opkast,

råber efter aflast, men blot en afkast,

en undgået eksistens, en samfundspestilens,

lad dem være for det smitter,

lad dem være for de er parasitter,

endnu en peget finger mod den bøjede ryg,

alle ved at verden er stor og styg,

er du virkelig tryg?

Hvem puster i dín nakke?

Måske ham du plejede at takke,

et misbrug af din frihed til at snakke,

vi plejede at være der for hinanden,

nu er du der for en anden,

jeg er dit afkast, du er min opvask,

jeg sletter indre spor,

jeg klipper hvad der plejede at være en usårlig snor.